Nå, men må vel nok hellere få fortalt om vores rædselstur hjem fra Californien til Houston.
Vi forlod San Marcos kl 19 med en taxa til Oceanside, hvor vi skulle med toget en times tid til San Diego. I San Diego skulle vi så gå fra togstationen til busstationen, og det må have været noget af et syn. Mig med 2 kufferter trækkende efter mig og Jette med både en kuffert og den gigantiske hval, som hun købte i Sea World. Op til flere gange råbte folk efter os "Uhhh did you guys go to Sea World??" Og hvergang gloede vi bare på dem og sagde NEJ!
Men vi fandt bussen, kom ind i den og der sad vi så i en fyldt bus .. med en hval. Vi har sgu nok været til underholdning for hele bussen.
Første stop var i Phoenix, og det gik også meget fint. Derefter kørte vi til El Paso, hvilket også gik ok, men så begyndte det også at gå ned af bakke.
Kl 03:30 holdt vi i en lille by i Texas, der hedder Sonora. Det er faktisk ikke en by .. det er bare en skummel afkørsel fra motorvejen ned til en lille, faldefærdig tankstation. Her stoppede vi, og buschaufføren meddelte, at der var 5 min pause. Jette sov, og jeg skulle tisse, så jeg steg ud af bussen sammen med en 6 - 8 andre, der skulle ud og ryge. Går ind på tanken og går på toilettet .. kun for at finde ud af, at bussen er kørt uden mig!
Jeg forsøgte selvfølgelig at ringe til Jette, men eftersom vi var så langt ude på landet, så var der ingen kontakt. Jette vågnede først 1 time senere i Junction, og det gik så langsomt op for hende, at jeg manglede.
Og der stod jeg så .. damen inde på tanken kunne så fortælle mig, at den næste bus kørte kl 12:15!! Dvs ca 9 timer efter. Tanken lukkede kl 05 og åbnede igen kl 08, så jeg kunne bare sidde udenfor og vente.
Hvis nogen har set filmen U-Turn, så ved de, hvad jeg taler om. En lille bitte og faldefærdig tank, hvor der stadig stod de der gammeldags benzinstandere uden for. Selve stationen var bygget i træ, der også var ved at falde fra hinanden, og nok ikke har været malet i 30 år. Udenfor var der fyldt med biller, græshopper, cikader og kæmpemyg. Der var nok ca 20 kryb pr kvm. Sådan et sted, der er som taget lige ud af en gyserfilm, og man venter bare på at kanibalerne og de mærkelige mennesker, der har boet i skoven i flere år kommer frem. Min mobil var ved at løbe tør for strøm. Jeg kunne kun lige akkurat tale med Jette i et par minutter, og jeg havde ingen penge på mig og var dødtræt. For at holde mig vågen, begyndte jeg bare at gå rundt om tankstationen, og lagde godt mærke til, at bilerne satte farten gevaldigt ned, når de kørte forbi (de få, der i det hele taget kom forbi), så jeg har nok taget en eller anden lokal luders arbejdsplads for natten.
Lige, da det skete var det absolut ikke sjovt, fordi det var midt om natten, jeg havde ingen telefon, anede ikke rigtig hvor jeg var, og ingen mulighed for at få hjælp, hvis noget skete. Men det blev heldigvis hurtigt lyst, og selvfølgelig var den næste bus 1 time forsinket. Og stakkels Jette var jo stadig med den første bus, og skulle slæbe rundt på både hendes egen og min bagage OG en hval. Så det blev en lang bustur hjem fra Californien, og jeg er blevet ædt op af myg og andre ulækre dyr.
Og nu er vi i Houston, hvor her bare er klamt og ulækkert. Når man kommer lige fra Sunny California og til Houston, hvor her er 40 grader varmt, luftfugtighed på 100% og bare ækelt, så vil man bare gerne snart hjem. Det skal vi så heldigvis også .. Skal kun sove 2 gange mere, og så er det ind i en flyver, der forhåbentlig ikke mellemlander og efterlader mig strandet et eller andet sted.
Så om 2 dage er det slut. Det har været nogle lange måneder, og selvfølgelig gik august enormt hurtigt .. havde vi dog bare været i Californien hele tiden.
Men sådan kan det gå. Nu er der lige et par timer tilbage af arbejdsdagen, og så er det hjem og begynde så småt at pakke kufferter :D
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
For satan da - sikke en oplevelse. Du får da noget for pengene :-)
Håber da du kan trække på smilebåndet, og minde dig selv om, at du trods alt har fået en oplevelse, som får alle andre oplevelser til at virke en smule mere positive, hvis du forstår hvad jeg mener :-)
Det har du så evig ret i søde Jakob. Lige, da det skete, var det ikke spor sjovt, og jeg tudbrølede, da jeg endelig sad i en bus igen. Nok en blanding af, at det var skide ubehageligt at sidde der og så bare være blevet efterladt på den måde. Havde ellers besluttet mig for, at fra mandag skulle det bare være noget, vi grinte af .. men har sgu ikke grint så meget af det endnu.
Men jo .. får da så absolut nogle oplevelser med hjem hehe
Send en kommentar