Den forgangne uge

Mandag startede med, at Keith var ualmindelig venlig. Faktisk så meget, at man nærmest blev helt mistænkelig. Kl 10 blev vi hentet af Melissa, der tog os med til Covenant House inde i Houston. Det er faktisk det sted, som vi kiggede på til at starte med, da vi skulle finde ud af, hvor vi ville i praktik henne, men kommunikationen med dem var enormt langsom, og så besluttede vi os for StandUp For Kids i stedet for.

Nå, men Covenant House er en organisation lignende vores. Forskellen er a) de er ufattelig kristne, hvilket mange herovre jo er og b) de har en herbergs funktion også. Vi fik ikke set så meget af stedet, men talte med en flink mand, der sagde, at hvornår vi end havde lyst til at gå med dem på gaden - så skulle vi endelig sige til, og så ville de gerne tage os med ud.
Det var jo en dejlig besked, så vi tog ind på Akvariet, hvor vi har været før for at spise frokost..

Vel tilbage på kontoret skete der stadig ikke det helt store. Keith havde sagt, at han gerne ville have et møde med os, og vi frygtede jo selvfølgelig det værste.

Men det var faktisk et rart møde. Vi fik en stor undskyldning for, at han har opført sig som en dum idiot, og vi fik også lige læsset lidt af på ham, og fik fortalt ham, at vi synes han er en sur stodder. Ud over dette viklle han så gennemgå vores træningsplan, da han jo ikke rigtig kunne forstå at vi i det hele taget kunne finde PÅ at sige, at vi ikke fik det ud af vores ophold, som det var meningen.
I USA er "interns" noget helt andet end derhjemme. Det er faktisk er ret åndsvagt ord, for interns herovre betyder, at man er i "praktik" på et kontor - men nærmere bare er bydreng, der også sørger for kaffe og tager kopier osv. Så han synes da, at vi fik rigeligt med indblik i, hvordan fx organisationen fungerer ved at få lov til at sætte deres møg regninger i alfabetisk rækkefølge. Så han har STADIG ikke fattet en dyt af, hvad det er vi vil. Men heldigvis er vi i den situation, at Rick kommer i næste uge. Han er meget opsat på, at hvad vi end har lyst til - det vil han opfylde. Så det bliver ham, der kommer til at træne os og tage os med på gaden. Dette ser jeg som en meget stor ære, da vi her taler om en mand, der har præsteret ufattelig mange ting. Han har de sidste 13 år arbejdet med gadebørn, og har gjort det til sit hjertebarn. Han går selv ofte på gaden, når han har fri - simpelthen fordi han liiiiiige skal ud og kigge til ungerne. Beder de ham om hans sko - så er han typen, der ville give dem dem. En meget, meget inspirerende mand, og en guldbrube af erfaringer. Så det glæder JEG mig i hvert fald meget til. Man føler sig så lille og ydmyg i hans selskab, fordi han har udrettet så mange ting.

Nå, men tirsdag var ok .. Ikke det helt store. Om aftenen var vi med Melissa til hendes veninde Gina's søns "dimension" fra forskolen til børnehaven. Ja - det lyder fuldstændig åndsvagt, men er ikke desto mindre sandt. Der kom en hel række af små unger iført den traditionelle, amerikanske blå kappe, som man ser ældre elever have på til deres dimensioner samt den lille blå firkantede hat med fin kvast. Det var lidt surrealistisk at iagttage. Selvfølgelig var alle forældre stolte, og der var et helt program for aftenen, som bl.a. bestod af "Counting to 50 by Thomas and Alyssa" osv .. Og så stod der to små unger og talte til 50 hehe

Resten af ugen har vi arbejdet hjemme, da Keith er i Atlanta, så der er ingen voksne på kontoret. Denne gang har vi rent faktisk arbejdet. Der bliver søgt om tilladelse til at lave mad og tøj indsamlinger foran indkøbscentre og der bliver søgt om mad kuponer til ungerne og rygsække til at have tingene i. Så det går langsomt fremad.

I weekenden er alle ungerne hjemme i Colorado, så der er kun os, Melissa og Eddie hjemme. Det skal blive skønt at kunne slappe lidt af uden alt for meget larm i huset. Men på søndag bliver det sikkert også lidt kedeligt, da man på en eller anden måde bliver vandt til, at der konstant er larm og mennesker i huset.

Men det var ugen der gik .. vi vender frygteligt tilbage.

B